Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Dagen blev tilbragt på stranden. De sidste handler blev gjort og vi var efterhånden ved at være gode til at handle, idet vi snart kendte prisniveauet på de enkelte typer af varer, som vi gerne ville have. Selv om det ikke var så udbredt som tidligere, så blev der stadig serveret æblethe i butikkerne. Det foregår typisk ved at forretningsfolkene kalder på en lille dreng, der kommer med det nødvendige antal glas med æblethe på en lille bakke. Mens man drikker theen, der mest af alt smager af varm æblejuice, kan man så diskutere prisen. Af guiderne var vi instrueret om, at vi kunne regne med at slå ca. 30 % af den pris, som vi først fik.
Alex og Marie var bl.a. inde for at købe en læderkuffert. Prisen var 13 mill. Lira. Dén pris var meget mere, end de ville give og gjorde antydning til at gå. Der blev serveret the og Alex bød 8 mill. for kufferten. Efter en opringning (efter sigende til forretningens ejer) faldt prisen til 11 mill. lira. Og står man fast, så kan man være heldig, for kufferten faldt fra 13 mill. lira (ca. 650 kr.) til 8,5 mill. lira (ca. 425 kr).
Forrige dag | Oversigt | Næste dag |