Mosel - mandag den 7. - onsdag den 23. april 2025

Forrige dag Oversigt Næste dag

Fredag den 11. april 2025 (Koblenz)

Det havde været en fredelig nat med kun meget lidt trafik på vej og skinner. Himlen var blå og det tydede på godt vejr, selv om der var diset over de omkringliggende bjerge.

I dag var det badetid og det lille badeværelse skulle prøves af med en omgang bruser. Det gik fint - men der var ikke meget plads at gøre med. Hver en bevægelse skulle være gennemtænkt, for ikke at baske arme eller ben ind i væggene.

Efter morgenmaden pakkede vi en rygsæk, for nu skulle vi med toget ind til Koblenz - byen hvor Rhinen og Mosel mødes.

Vi gik et kvarters tid og var så ved banegården. Det var ikke decideret billigt at tage toget. En enkeltbillet kostede 6,50 euro pr. mand og vi endte med at købe en dags gruppebillet til 5 personer til 26,20 euro. Så skulle vi ikke bakse mere med automater, når vi skulle hjem. Inden vi havde set os om, var vi i Koblenz. Det var åbenbart et direkte tog, vi var hoppet ombord i.

Vi forlod banegården i Koblenz og kom ud i den dejlige varme forårsluft. På pladsen foran banegården var der en livlig aktivitet og vi lignede sikkert nogen, der var kommet ind med 4-toget, som vi stod midt i vrimlen og forsøgte at få et overblik.

Vores første destination var Deutches Eck - det sted, vor Mosel løber ud i Rhinen. Først gik vi den direkte vej ned til Rhinen. Det var bare ligeud, så det var jo til at hitte ud af. Så fulgte vi promenaden langs Rhinen. Vejret var fantastisk og vi nød, at vi ikke skulle nå noget men bare kunne slentre i det tempo, der passede os. Her var ikke mange mennesker, så alt virkede fredfyldt.

Lige indtil promenaden var spærret. Vi kunne åbenbart ikke gå langs Rhinen helt frem til Deutches Eck. I stedet måtte vi ud på en større omvej, som dog var meget fint skiltet, så vi kunne finde vej rundt om en masse bygninger og tilbage til promenaden længere fremme.

På promenaden var der anløb for diverse turistbåde og vi overvejede at hoppe ombord på en af dem. Der var imidlertid kun en enkelt båd langs kajen og den var megastor og lignede mest af alt et hotelskib, så vi fortsatte.

Ved Deutches Eck var der en del mennesker. Det var en stor plads og med god udsigt til Mosel og Rhinen. Overfor på den anden side af Rhinen var der et stort borg kompleks, som vi kunne nå med en svævebane. Det gad vi ikke. På den anden side af Mosel floden lå en Knaus autocamper plads, som vi havde overvejet at besøge - indtil vi så, at den kostede 125 euro pr. nat. Glem det! Så kunne vi godt klare os med den nuværende plads til 5 euro pr. nat og en togbillet til Koblenz.

På Deutches Eck pladsen tronede et kæmpestort monument over de 2 floder. Det var alt for voldsomt efter min mening, men sådan var der jo nogen, der synes, at det skulle være.

Bag monumentet lå en biergarden ud til Mosel floden. Det trak mere i os. Det var blevet middag og vi satte os i solskinnet. Bestilte en weissbier og en hotdog, til at tage den værste sult. Hotdoggen kom i 2 brød - lige til en deler og hvedeøllet smagte fantastisk. Vi kunne sidde i den varme sol og nyde livet. Menukortet var fyldt med isdesserter, så vi besluttede at i dag ville vi starte med en dessert. Så kunne vi tage frokosten senere. Jeg skulle også prøve en weissbier med banan(likør). Den var mere uklar og der var ikke en kraftig smag af banan - men det smagte fint. Det gjorde isen også. Vi havde bestilt en bovle hver - Marie med jordbær og jeg med Carbonara! Begge smagte rigtig fint.

Godt mætte fortsatte vi langs Mosel forbi et kæmpelangt hotelskib, hvor der sad flere hundrede gæster og spiste frokost, mens en sangerinde forsøgte at opildne til lidt dans med latinamerikanske rytmer.

Vores næste destination var et altes brauhaus, hvor vi måske kunne spise frokost. Vi havde gået en lille halv time og isen var kun lige faldet til ro i maven, da vi båsede os og bestilte henholdsvis frikadelleret og en grilltallerken. Der kom to kæmpestore tallerkner ind. Jeg var endda kommet til at sige ja til salat også, så der kom en stor skål ind, der sagtens kunne gøre det for frokosten alene.

Vi kløede på og fik spist det meste. Jeg måtte dog lade et stykke grillet kylling blive tilbage på tallerknen. Der var simpelthen ikke plads til mere.

Vi fortsatte videre langs gågaden, hvor der var mange spøjse butikker - sådan nogle tiltrækker Marie. Jeg blev for det meste ude i den meget varme sol. På et tidspunkt måtte jeg sågar trække ind i skyggen…

Efter et par timers vandren, nåede vi tilbage til banegården. Marie mente, at vi lige kunne nå en øl, før vi tog toget tilbage til vores camper. Ved siden af banegården lå en velbesøgt bar med udendørs servering. 2 weissbier kom på bordet. Sådan et sted kommer man hurtigt til at sidde og studere de andre gæster. Tyskerne er generelt ikke særlig pæne mennesker :)

Koblenz Hauptbanhof er en travl banegård, men vi havde ingen problemer med at finde et tog tilbage til Kobern-Gondorf. Et kvarter senere stod vi af i den del af byen, der oprindeligt kaldtes Gondorf. På vejen tilbage var der åbnet en lokal vinhandel. Den måtte jeg lige se nærmere på. Marie fortsatte til en frugtautomat. Hun ville se, om det virkelig kunne passe, at de havde friske jordbær. Jeg smagte et par lokale hvidvine og købte et par flasker med hjem til camperen. Marie konstaterede, at de havde jordbær men hun havde ikke købt nogen af dem.

Ved camperen nåede vi at få stolene ud og sidde en halv times tid, før solen forsvandt bag bjergene og vinmarkerne bag os. Så fortrak vi indenfor. Marie lavede en gang melon med skinke og jeg læste lidt fra vores svenske krimi. Mørket faldt på og vi fik prøvet noget af alt det lys, camperen er udstyret med. Der var ikke noget, der var helt optimalt for mig til at kunne læse. Jeg skal jo nærmest have sollys, for at kunne læse. Vi måtte på jagt efter en god lampe.

Ved 10-tiden kravlede jeg til køjs. Marie ventede vist lidt…

Afgang mod Koblenz
Flotte tulipaner i Koblens ved Rhinen
Preußisches Regierungsgebäude
Deutsches Eck
Deutsches Eck med Kaiser-Wilhelm-Denkmal statuen
Marie på is-café ved Deutsches Eck
Alex får en banan hvedeøl
Indkøbsgade i Koblenz
Marie ved statuer i Koblenz
En sidste hvedeøl i Koblenz
Parkering ved Mosel i Kobern-Gondorf
Alex klar til en let aftensmad


Forrige dag Oversigt Næste dag